Undervisning og foredrag

Skolebesøg og tegneserie workshop

Børnetegneserier

Niels Roland har været professionel illustrator og tegneserietegner og –fortæller siden 1986. De sidste mange år har han bl.a. tegnet til Weekendavisen om videnskabelige emner, og i avisens sektion for børn og kvikke voksne, Faktisk, tegner han tegneserier som f.eks. Nøglevogterne, der er udkommet i to bind fra Forlaget Cobolt. Desuden har Niels illustreret utallige børne- og undervisningsbøger.

Skolebesøg & work shops

Skal der arbejdes med tegneserier i skoleklassen kan Niels give en introduktion til emnet med masser af sjove eksempler og streger til. Og skal der arbejdes med tegneserier i form af i work shops eller lignende forløb, ved Niels alt om, hvordan det spændende – men bestemt ikke lette – arbejde med at lave en tegneserie skal gribes an.

Niels Roland er født i 1958 og bor i Næstved på Sydsjælland. Han er også medlem af tegnestuen Gimle i København.

Kontakt Niels Roland på telefon 24848842 – eller via denne hjemmesides kontaktfunktion.

 

Foredrag

Tørre tal og gale streger

 Niels Roland, tegner og fortæller siden 1986, har gjort det til sit speciale at formidle videnskabelige emner ved at blande det faktuelle med referencer til religion, overtro, vidtløftigheder, kunst og populærkultur – alt det, der også er med til at forme vores billede af verden omkring os.

Kloge hoveder

Alle der beskæftiger sig med undervisning og formidling kan have interesse i at se, hvordan tegneren bag f.eks. Weekendavisens videnskabelige stribe Kloge Hoveder og tegneseriebogen Menigmands guide til dommedag finder frem til de gode, tværfaglige historier og overraskende vinkler, der ofte gemmer sig bag forskningsrapporternes tørre tal.

Vulkaner og træspidsmus

Vidste De f.eks., at vulkanske aktiviteter på den anden side af jorden har påvirket europæisk litteratur og malerkunst og børns halloween-masker – eller at en malaysisk træspidsmus kan drikke de fleste under bordet?

Krøllen på det hele

Med en række underholdende tegnede eksempler fra sin omfattende produktion viser Niels Roland, hvordan formidling til forskellige målgrupper stiller forskellige krav til formidleren – og til tegnerens krøllede hjerne.

Kontakt Niels Roland på telefon 24848842 – eller via denne hjemmesides kontaktfunktion.